Sådan laver du Powerfulde Præsentationer 1:7

Sådan laver du Powerfulde Præsentationer 1:7

Powerfulde præsentationer 1:7

 

En kunde spørg mig, om jeg kan holde et foredrag til deres personaledag. Emnet er: Hvordan tryllebinder man et publikum. Da jeg nogenlunde samtidig får den spændende opgave at hjælpe en kendt dansker med hans kommende TedTalk, sætter det en mindre lavine i gang. Hvordan tryllebinder vi et publikum? Findes der en opskrift et sted derude? Den komplete guide? Kræver det et bestemt udseende? Og vigtigst af alt: Kan alle lære det? Jeg er dykket ned i bøger fra nær og fjern, søger i al min egen erfaring fra teatret, retorikken og adfærdspsykologien og har set uendelig mange TedTalks. Værsgo’, her er resultatet:

De syv trin til powerfulde præsentationer der tryllebinder. Velkommen til det første trin. 

 

#1 Giver du eller tager du? 

 

En talers job er ikke at tage, det er at give. Så enkelt kan det siges. Salgstaler eller virksomheds pralerier fører til frygtelige præsentationer. De handler om virksomhedens fortræffeligheder, eller sagt på en anden måde: 

Mig, mig, mig.

De fungerer til et konkret salgsmøde eller det årlige kick-off, hvor virksomheden fejrer sig selv og sin fremtid. 

Ved alle andre former for præsentationer, foredrag, keynote-præsentationer, tedtalks etc. skal du stille dig selv dette vigtige spørgsmål: 

Hvad giver min tale til mine lyttere? 

Forestil dig, at din tale er en gave, du giver dine publikummer. Tænk på at publikum har fødselsdag og derfor skal have sang og gaver. 

Publikum vil dig det godt

Bliver du nervøs, når du skal præsentere? Hvis du gør, har du det ligesom alle os andre. Når vi skal tage ordet foran andre mennesker, føler vi os udstillede. Vi bliver vurderet, vi bliver målt og vejet, og måske fundet for lette eller for dumme. Nervøsitet er en biologisk reaktion på frygten for at blive smidt ud af gruppen. Vi er flokdyr, og vil gøre alt for at være en del af en flok. 

Det hjælper altid mig at tænke på, at publikum lytter fordi de har en interesse i emnet. De håber at blive klogere, at blive inspireret. De er interesseret i, hvad du har at sige og hvad du ved, ikke din privatperson som sådan. Ja okay, der findes kendispersoner, som trækker masser af publikum. Ikke fordi de har noget interessant at sige, men udelukkende fordi de er kendte. Vi andre dødelige trækker næppe fulde sale alene på vores navn og gode udseende. Vi skal også have noget på hjerte.

Mind dig selv om, at du er erfarings- og fageksperten, som kan give dem noget. Fokuser på deres drømme, ønsker og længsler frem for dig selv. Det hjælper altid på min nervøsitet, fordi jeg flytter fokus fra mig selv til publikum. 

Din tale er en gave 

Når du tænker på at give, vil hele dine energi og alle dine ord få en interessant drejning. Den drejning vil fange og fastholde dit publikums opmærksomhed. For hvem vil ikke gerne høre om sig selv? Hvem vil ikke gerne være fødselsdagsbarnet ? 

Næste gang du skal holde en præsentation, så spørg dig selv om din tale tager eller giver noget til publikum.

De præsentationer der skiller sig ud, dem der tryllebinder publikum, de giver noget til publikum. Tænk på din tale som en gave du giver

Jeg håber, du kunne bruge denne første vigtige ingrediens. Når vi tænker over det, så rækker princippet om at give mere end vi tager langt ud over en talesituation. De afledte positive effekter er ubeskrivelige. Ofte sker der det, når vi giver vores tid, opmærksomhed, viden, ‘ører’ til andre, at vi får ligeså meget, hvis ikke mere, tilbage.    

3 eksempler på at give af sig selv:

  • Du giver, når du deler ud af din personlige erfaring. Når du deler konkrete historier og oplevelser fra dit eget liv.
  • Du giver, når du fokuserer på publikums rolle og udbytte af dine budskaber. Når du skaber klare forbindelser mellem publikums ønsker og dit indhold.
  • Du giver, når du er nærværende i krop og stemme. Når du har øjenkontakt, når du krop er vendt mod publikum, når du holder pauser og sikre dig, at du har publikum med 🙂   

 

Hav en smuk dag, hvor end du er. Og god vind med at forandre verden. Tro på det! Jeg er sikker på, at du kan. Og hvis du vil give mig feedback på indlægget, bliver jeg glad. Feedback er også en gave :

Ps. Kender du organisationspsykologen Adam Grant? Han inddeler groft sagt mennesker i tre kategorier: Givers, takers and matchers. Du kan se hans spændende TedTalk om givere og tagere ved at trykke HER.  

De bedste og venligste hilsner

Christina 

Christina Rittig Falkberg
christina@falkberg.com
No Comments

Post A Comment

Vil du gerne vide mere om hvordan du med ord, krop og stemme tryllebinder og fastholder folks opmærksomhed?

Få gratis, forskningsbaseret viden om mennesker og øg din sociale gennemslagskraft

Tak for din tilmelding!