17 dec Derfor kan det betale sig at være gavmild – både i julen og når du holder præsentationer
Skillema-dinke-du. Hvad har julestemning, din kommunikation og dine publikummers opmærksomhed at gøre med hinanden?
Lørdag aften ringede det pludselig på døren. Udenfor stod min nabo Eva og hendes datter Malia med en kurv fuld af misteltener med røde bånd omkring. Væsgo’, tag en. Vi sludrede lidt om julen, min fireårige datter Marianne besluttede sig for hvilken af de fire i kurven der var den pæneste og så ønskede vi hinanden en – trods alt – glædelig jul.
Glad hang jeg den fine mistelten op i dørkarmen, og kom i tanke om, at vi også sidste år fik en mistelten af naboen.
Det et essensen af julen: at give tid, give nærvær og give hinanden gaver. Men betyder det, at princippet om noget-for-noget er sat på pause i julen? Eller er den ‘glade giver’ blot en konstruktion, en dejlig tanke, vi med bjældeklang og tvungne julesmil forsøger at strøg omkring os i december?
Du må yde for at kunne nyde
I et samfundsperspektiv kalder vi dette noget-for-noget for rettigheder og pligter. Ingen rettigheder uden pligter og ingen pligter uden rettigheder. Cand.psych, Henrik Høgh-Olesens skriver i artiklen med den noget højtravende titel ‘Offerets grundform’, at den basale etik bag enhver samfundsdannelse er, at ”man må give for at få, og gengælde det man får”.
George Simmel har sagt at ”all contracts among men rest on the schema of giving and returning the equivalence”. Simmels påstand er, at alle kontrakter mellem os bygger på en forventning om reciprocitet. En række såkaldte social kontrakt-teoretikere som fx Hobbes, Locke, Rousseau – og i nyere tid John Rawls – har hævdet noget lignende om dette dybtliggende princip, der efter sigende driver al menneskelig adfærd.
To jordnære eksempler på denne gensidighed er en sælger, der giver en freebie til en potentiel kunde, i håb om, at det vil få dem til at købe noget. Og en leder, der tilbyder opmærksomhed og rådgivning til medarbejdere i bytte for loyalitet.
Noget-for-noget- er et iboende princip i os alle, en slags grundsten i vores civilisation. På den anden side hviler Høgh-Olsen’s betragtniger på et studie af aber. Og jeg mener, uagtet at vi bestemt har mange fælles træk med de store primater, at vi skal være varsomme med at drage universelle konklusioner om den menneskelige natur ud fra vore observationer af aber.
Skal tante inviteres med til festen?
Jeg husker utallige diskussioner med mine forældre op mod enhver kommende familiefest. Skulle de nu igen igen invitere den tante, der aldrig holdt noget? Hende der altid takkede ja, men aldrig inviterede igen. Det skal vi, mente jeg. Vi har mere overskud end hun har, og derfor skal vi invitere hende. Jeg følte en slags forpligtelse, et ansvar, kan jeg huske. Noget dybt nede i mine forældre blev overtrådt, og det har uden tvivl været princippet om noget-for-noget. Tanten blev altid inviteret når det kom til stykket, så en højere moral, en højere menneskelighed vandt over alligevel over det basale noget-for-noget princip.
Julelys i hjernescanneren
Når jeg begejstret fortæller min ven Jeppe om vores irrationelle adfærdstendenser, spørger han altid “Hvad er den evolutionære forklaring på det, Christina?”
Evolutionshistorien har nemlig nedlagt alle mulige regler, principper og dispositioner i os, men i tilfældet med den ‘tagende’ tante, vandt moral – eller skal vi måske kalde det næstekærlighed? – over noget-for-noget.
Men nu hvor Jeppe spørger, så har neurologerne en ganske god forklaring på, hvorfor i alverden vi nogen gange giver noget til andre, uden nødvendigvis at få noget tilbage.
Da jeg var yngre lavede jeg med øjnene klistret til BR kataloget en to sider lang ønskeseddel til jul. Men i dag glæder jeg mig som et lille barn til at se min datter åbne den gave, jeg giver hende. Den dér glæde i hendes øjne, den er bare dejlig.
Det stemmer helt overens med hjernestudier, som har undersøgt et af julens vigtigste elementer: GAVMILDHED. Selv om hjernen er ekstremt kompleks og svær at forstå, er lykke faktisk ret let at følge for neurologer. Dybt nede i hjernen sidder et center, som sender forskellige kemiske stoffer ud i kroppen, når vi gør bestemte ting. De stoffer giver en følelse af lykke. Og flere forsøg har vist, at gavmildhed er en af de handlinger, som udløser de stoffer i hjernen. I forsøg har det vist sig, at gavmildhed samtidig giver mindre aktivitet i de dele af hjernen, hvor stress normalt kan ses. Behagelig musik, såsom velkendte julesalmer, har også vist sig at have en afstressende effekt i hjernen. Det er sød musik for en som jeg, der begejstret hiver familien rundt om træet til den ene salme efter den anden.
Små hverdagshandlinger gør dig høj af oxytocin
Et af de stoffer der udløses i hjernen og sendes ud i kroppen, når vi er gavmilde, hedder oxytocin. Det giver det os den varme, bløde følelse af glæde og omsorg.
Venlige, gavmilde handlinger behøver ikke være hverken store eller dyre, de findes i hverdagens mikrohandlinger som:
- En mistelten fra naboens have
- En dejlig sms fra en ven
- En fremmed, der tilbyder dig deres plads i køen i netto, fordi du kun har to varer
Det er jo dejlige nyheder i en corona-tid, hvor vi alle er så prøvede, at et ekstra skud oxytocin vil hjælpe os med at komme gennem julen med julestemningen i behold.
Giver eller tager du?
Hvad har julens gavmildhed så har at gøre med din præsentationsteknik? Jo, hvis du vil tryllebinde dit publikum, er det første trin i en vellykket præsentation at tænke over, hvad du giver dit publikum. Ikke dine argumenter, ikke de attråværdig klapsalver.
En talers job er nemlig ikke at tage, det er at give. Så enkelt kan det siges. Salgstaler eller virksomheds pralerier fører til frygtelige præsentationer. De handler om virksomhedens fortræffeligheder, eller sagt på en anden måde:
Dig, dig, dig.
Det fungerer at tale om dig selv til et konkret salgsmøde eller det årlige kick-off, hvor virksomheden fejrer sig selv og sin fremtid.
Ved alle andre former for præsentationer, foredrag, keynote-præsentationer, tedtalks etc. skal du stille dig selv dette vigtige spørgsmål:
Hvad giver min tale til mine lyttere?
Forestil dig, at din tale er en gave, du giver dine publikummer. Tænk på publikum som fødselaren der skal have sang og gaver.
De afledte positive effekter af at give mere end vi tager rækker hermed langt ud over december måneds julestemning. Ofte sker der det, når vi giver vores tid, opmærksomhed, viden, ‘ører’ til andre, at vi får ligeså meget, hvis ikke mere, tilbage.
3 måder du kan give af dig selv:
- Du giver, når du deler ud af din personlige erfaring. Når du deler konkrete historier og oplevelser fra dit eget liv.
- Du giver, når du lytter til et andet menneske. Noget af det største du nogensinde kan give et andet menneske er tid, ører og anerkendelse.
- Du giver, når du er nærværende i krop og stemme. Når du har øjenkontakt, når du krop er vendt mod publikum, når du holder pauser og sikrer dig, at du har publikum med.
Smil, smil, smil
Den danske pianist og entertainer Victor Borge har sagt: smilet er den korteste vej mellem to mennesker. Det er så sandt, som det er sagt. Et smil smitter hurtigere end den værste forkølelse. Prøv det – gå ud i gader og stræder i dag, og beslut dig for at smile til de mennesker du møder på din vej. Jeg vil æde min gamle hat på (jeg har mange, elsker hatte), at 90 % smiler tilbage.
Tilbage står spørgsmålet, om min misteltenen var en noget-for-noget handling eller et udslag af altruisme og gavmildhed? Umiddelbart dejlig jule gavmildhed. Men husk på – vi er naboer, og der er ingen tvivl om, at et godt naboskab er godt, når vi både giver og tager. Jeg vælger dog gavmildeheden. Vi fik nemlig også en mistelten sidste år, og vi har ikke givet nogen gaver den anden vej det sidste års tid. Det må betyde, at vi skylder 😉
Jeg ønsker dig en glædelig jul og et lyst og givende 2021
De bedste hilsner
Christina Rittig Falkberg
PS. Lad mig i al ydmyghed foreslå, at hvis alt andet glipper, så del en rulle marcipan med nogen. Sukker og dets søde smag forbinder os i en umiddelbar glæde og skaber en tryghed. Derfra er vejen til en gavmild julestemning kortere. Selv har jeg skrevet indlægget her i en rus af dejlige hormoner fra alt det chokolade, jeg har indtaget undervejs.
