fbpx

stærke relationer Tag

En kæmpe kraft skyller i disse uger ind over landet. Den tager de fleste med, også mig, selvom jeg ikke interesserer mig synderligt for fodbold. 

Kraften hedder FÆLLESSKAB. 

Det startede med et hjertestop. Hele landsholdet, Danmark, sågar verden rejste sig i fælles sympati med Christian Eriksen. Da landsholdet tabte mod Belgien, skrev aviserne, at nok tabte vi kampen, men Danmark var den store vinder. Underforstået: Det stærke nationale fællesskab var den sande vinder. 

Så scorede fodbolddrengene fire mål mod Rusland og sikrede Danmark en plads i 1/8-finalen. Og da holdet med en sikker sejr over Wales sendte Danmark i 1/4-finalen i Baku brusede følelsen af nationale fællesskabsfølelser med babylonske kræfter gennem landet. Selv jeg mærkede fællesskabet.

“Det er det, fodbold kan. Det er det et landshold skal gøre – samle nationen. Hele holdet, hele parken, hele landet. Vi kan alle være stolte.” 

Sådan lød ordene fra Kasper Schmeichel efter EM-kampen mod Rusland.

Guderne skal vide, at der er brug for fællesskab og tilhørsforhold efter et års pandemisk hærgen. Du har mærket konsekvenserne af nedlukning, karantæner og den sociale isolation. Du har manglet dine folk, dit netværk og dit samfund. Jo vist, du har været i kontakt med dem, du er tættest med, men dine fjernere bånd har det seneste år været på pause eller er faldet helt bort.

Du har stor indflydelse

En ny Gallup-undersøgelse foretaget for Berlingske viser, at 50 procent af danskerne mellem 18 og 35 år har følt sig ensomme under coronakrisen.

50 % er mange, alt for mange, men det er ikke overraskende. 

Vi er sociale dyr og vores instinkt at finde styrke i antal. Vi sætter pris på en lille cirkel af mennesker, men har også brug for større cirkler, som sociologen Tracy Brower skriver i en artikel i Forbes Magazin, hvor hun tilføjer, at vores sundhed og lykke er uløseligt forbundet med vores relationer. 

Med pandemiens omfattende virkninger er det vigtigt, at vi aktivt styrker og plejer vores fællesskaber og vores tilhørsforhold. Det kommer ikke af sig selv, blot fordi vi er vendt tilbage til fysiske mødelokaler og frokost i kantinen. 

Den gode nyhed er, at du har stor indflydelse som individ og som leder. Her kommer tre måder du kan styrke dit og virksomhedens fællesskab og tilhørsforhold:

1. Formål

Vi vil alle gerne leve et meningsfuldt liv. Stærke fællesskaber har en klar følelse af formål. Den enkeltes rolle er vigtig i det større billede, og hvert medlem af gruppen forstår, hvordan deres arbejde er forbundet med andres og hvordan det tilføjer værdi til helheden.

Kender du fortællingen om de to mænd på en vej, der begge står og ligger mursten ovenpå hinanden? Den ene med et tomt blik og mekaniske bevægelser. Den anden med gnist og begejstring. Førstnævnet har fået besked på at lægge mursten ovenpå hinanden. Den sidste er med til at bygge en katedral. Folk vil ikke bare lægge mursten, de vil bygge en katedral.

Styrk din egen følelse af fællesskab og mening

ved at minde dig selv om, hvordan dine gøremål betyder noget. Du er en god forælder, bedsteforældre eller onkel, og du har en meningsfuld indflydelse på børns læring.

Eller du deltager i et nøgleprojekt, der vil påvirke brugeroplevelsen for din virksomheds kunder. Eller du håndterer tilmeldinger på et universitet, hvor studerende kommer i gang med at nå deres livsmål. Selv dine daglige gøremål betyder noget for dit liv som helhed. 

Som leder

skal du give folk vision og udsyn, så organisationens bredere formål står krystalklart. Det skal også stå lysende klart, hvordan deres arbejde passer ind i helheden. Giv dem oveni forretningskendskab, så de forstår sammenhænge og ved, hvordan de kan være proaktive og få indflydelse. Når du agerer sådan som leder giver du enkeltpersoner en bedre oplevelse og styrker samtidig det samlede gruppefællesskab.

2. Udvikling

Stærke fællesskaber udvikler sig konstant. De er ikke immune over for udfordrende, ydre omstændigheder. De tilpasser sig og bliver stærkere, når de sammen formår at klare udfordringer. De stærkeste fællesskaber støtter medlemmer, der tager risici, prøver nye ting og vover pelsen for at skabe og innovere.

Stærke fællesskaber omfavner også konflikt og mangfoldighed – arbejder sig gennem meningsforskelle og giver plads til den læring, der opstår ved at give plads til forskellige synspunkter. 

Styrk din egen følelse af fællesskab og mening

ved at søge ny læring og udvikle dine egne færdigheder. Når enkelte personer inden for grupper udvikler sig, udvikler hele gruppen sig også. Hjælp de medlemmer af din gruppe, der ikke råber højest gennem tydelige verbale anerkendelser – især fra dem med friske eller nye meninger. Innovation kommer ofte fra kanterne – tidligere uprøvede eller upopulære ideer.

Som leder

skal du tilskynde til karrierevækst og støtte folk, hvis de prøver noget nyt og fejler. Lad ikke perfektion komme i vejen for fremskridt. Hvis du ikke ser nogle fejl eller fejltrin, når dit team muligvis ikke højt nok. Når arbejdet er fantastisk, skal du anerkende det. Hold folk ansvarlige for deres jobbeskrivelser, men giv samtidig plads til at medarbejdere kan flytte og udvikle sig.

3. Tilhørsforhold

Når vi er en del af et blomstrende gruppefællesskab, har vi en følelse af slægtskab, kammeratskab og tilhørsforhold. Alle mærker at de er vigtige, og deres kompetencer bringes trygt og sikkert ind i deres arbejde og teams. Tilliden er høj, og folk ved, at andre vil have deres ryg. Der er plads til at alle kan bruge deres talenter og udvikle nye.

Inden for et stærkt gruppefællesskab føler folk sig værdsat, og alt arbejde i gruppen (organisationen/virksomheden) har værdighed. Som Platon har sagt, “Delen kan ikke være god, medmindre det hele er godt.” Fællesskaber tager sig af deres medlemmer og omvendt. 

De bedste måde hvorpå vi kan få mennesker til at vokse, er gennem værdifulde samtaler. En værdifuld samtale er en, der verbalt og non-verbalt kommunikerer; jeg holder af dig/respekterer dig, og du hører til.

Når vi har åbne, anerkendende samtaler, får vi forbindelse til vores kreativitet, fantasi og forestillingsevne. Du kan selvsagt forestille dig, hvilket udbytte det giver enhver virksomhed og organisation. 

Styrk din egen følelse af fællesskab og mening 

gennem værdifulde samtaler med dine kolleger og teamkammerater. Giv dig tid til at lytte og stille opfølgende spørgsmål. Når du lytter, viser du din kollega, at han/hun er vigtige, at de hører til og betyder noget. Få dine kolleger til at føle sig rigtig godt tilpas i dit selskab. Det sker, når du anerkender andres styrker og talenter; når du stiller dem spørgsmål, der hjælper dem med at forstå, hvem de er.

Værdifulde samtaler vil styrke tilhørsforholdet for begge parter, og øge tilliden og den psykologiske sikkerhed. 

Som leder

kan du sørge for at holde hyppige en-til-en-samtaler med dine medarbejdere. Lyt mere end du selv taler, og lad medarbejderen mærke en ægte interesse i deres velbefindende. Det sker, når du tydeligt anerkender deres engagement og kompetencer og når du stiller opfølgende spørgsmål. Opfølgende spørgsmål er en samtaleteknik, der øger følelsen af vigtighed og anerkendelse. Hold også hyppige møder med alle dine medarbejdere, hvor du får overblik over opgaver. Opfordre dine folk til at dele deres viden og giv feedback til hinanden.

Videndeling og konstruktiv feedback styrker tilhørsforholdet. Kom også med opfordringer til at styrke deres sociale netværk.

Når vi har stærke sociale netværk på arbejdet, kommer vi hurtigere gennem kriser, og vi bliver bare gladere for af gå på arbejde. Intet kan slå gode kollegiale netværk, som hviler på et stærkt tilhørsforhold, når det gælder arbejdsglæde.

Du bliver til gennem dine relationer

Vi hungrer efter at mærke kontakt og forbundethed med andre mennesker, og kan ikke være vores bedste uden gode relationer. Vores mentale og fysiske sundhed afhænger bogstaveligt af at være en del af stærke og solide fællesskaber. Jo større og mere fintmaskede dine netværk er, jo større er chancerne for at du lykkedes.

Fælles mål, udvikling og tilhørsforhold gennem værdifulde samtaler giver stærke gruppefællesskaber. Som fodbolden er så eminent til, og helt afhængig af. Mind dig selv om, hvor meget du betyder, og tag handling på at styrke og opretholde dine netværk og fællesskaber, private som professionelle.

PS. fortæl mig om fællesskabet på din arbejdsplads? Er der taget særlige tiltag? Er cheferne (dig selv) gode til at anerkende og vise tillid? Jeg er drøn nysgerrig, og altid på jagt efter at udvikle mig. Derfor hører jeg super gerne fra dig 🙂

Vil du gerne vide hvordan du med ord, krop og stemme tryllebinder folks opmærksomhed?

Skriv dig op her og få med det samme tilsendt min populære E-bog “Syv trin til powerfulde præsentationer der tryllebinder dit publikum”

Få gratis, forskningsbaseret viden om mennesker og øg din sociale gennemslagskraft

Skønt. Du er nu tilmeldt mit nyhedsbrev. Bekræft nu via din indbakke.